Mauritius' historie
975: Opdagelsen af Mauritius
1715 - 1809: Fransk styre – opbygning af et samfund
1810 – 1968: Britisk styre – udbygning af infrastrukturen og ophævelse af slaveriet
1968: Selvstændighed
År 975: Opdagelsen af Mauritius
Så vidt vides var perserne (det nuværende Iran) de første der opdagede Mauritius omkring år 975, dog uden at bosætte sig. Flere århundreder senere, i 1500-tallet, så portugiserne muligheder i at benytte øen som stop på deres rejser mellem Europa, Afrika og Indien. De kunne proviantere frisk vand, samt føde da der fandtes et rigt dyreliv, heriblandt dronten/dodoen en lidt kluntet gåse-lignende fugl, som ikke kunne flyve og som ikke havde en naturlig frygt for mennesker, fordi øen aldrig havde været beboet. Af samme årsag var dronten let at fange og røg derfor i kabysegryderne i stort antal og arten uddøde efter relativ kort tid. Til gengæld har de idag status som nationalfugl - en ringe trøst ville dronten nok mene.
1715 - 1809: Fransk styre – opbygning af et samfund
Efter portugiserne fandt hollænderne, i en kort periode på ca. 100 år, interesse i øen som de opkaldte efter den hollandske prins Maurits - deraf navnet. Men på trods af, at de prøvede at kolonialisere den, blev det aldrig nogen succes og det var først med franskmændenes besættelse i starten af 1700-tallet og ikke mindst ankomsten af den ny guvernør Mahe de La Bourdonnais i 1735, at opbygningen af et egentlig samfund for alvor tog fart. Byen Mahebourg i den sydøstlige del er opkaldt efter guvernøren og her finder du også et museum, der fortæller om kolonitiden, bl.a. de drabelige søslag mellem Frankrig og England ud for Mauritius kyster. Læs mere på siden Museer
I løbet af 1700-tallet blev der opbygget en egentlig infrastruktur, med veje, hospitaler, skibsværfter osv. Som hollænderne, der havde haft sine problemer med cykloner, pest, rotteinvasioner mm., oplevede franskmændene også deres tilbageslag og politiske forandringer i form af bl.a. skiftende guvernører, samt indflydelsen fra den franske revolution. Men et nogenlunde civiliseret samfund havde rodfæstet sig – hvis man da kan kalde et samfund, hvor majoriteten af beboerne er slaver for ”civiliseret”.
En vigtig brik for at få skabt et levedygtigt samfund, var at finde de rette afgrøder. De forskellige koloniherrer havde gennem flere århundreder forsøgt sig med mange af de samme planter, som man også dyrkede i andre tropiske kolonier, herunder tobak, majs og maniok. Men det var en anden afgrøde, nemlig sukkerrør, som blev den dominerende og idag finder du stadig de endeløse sukkerrørsmarker, som gennem tiderne har tilført øen store rigdomme. Igen skyldes meget af den rigdom at tusindvis af slaver har knoklet under ulidelige vilkår. For at få en fornemmelse af hvor hårdt det har været, kan nævnes, at guvernør La Bourdonnais besluttede at indføre oksekærrer, så slaverne kunne bruges til nogle af de opgaver som krævede mere specialiserede færdigheder. Indtil da var det slaverne som slæbte, hvad der skulle slæbes.
En vigtig årsag til at netop sukkerrøret fik stor succes, skyldtes bl.a. at planten er modstandsdygtig over for de tropiske storme, som med mellemrun kan hærge på de breddegrader.
La Bourdonnais gjorde sig på et tidspunkt utilbens med den franske regering og endte i Bastillen omkring 1750 inden han døde få år senere. Den sidste franske guvernør blev udnævnt af Napoleon Bonaparte i 1803. Få år efter fordrev det britiske imperium franskmændene og styrede officielt øen til den blev en selvstændig nation i 1968, hvilket er årsagen til, at det officielle sprog i dag er engelsk, på trods af, at det ikke er det meste talte på øen.
1810 – 1968: Britisk styre – udbygning af infrastrukturen og ophævelse af slaveriet
I 1810 udkæmpedes et stort søslag mellem franskmændene og briterne ud for byen Grand Port. Briterne ønskede at indtage Mauritius og de nærliggende øer for at sikre søvejene til Indien. Franskmændene vandt søslaget, men allerede få måneder senere invaderede 70 britiske krigsskibe og over 11.000 soldater Mauritius fra den nærliggende ø Rodriques. Franskmændene blev i nogen grad taget på sengen og det kom ikke til de helt store slag hverken til vands eller lands.
Briterne valgte at bibeholde langt størstedelen af den eksisterende franskdominerede lovgivning og kultur, ligesom man i de fleste tilfælde, lod de retmæssige ejere beholde deres ejendomme og jorde. Det sammenholdt med at mange af tilflytterne valgte at blive, selv om der var kommet et nyt styre, er sandsynligvis årsag til at Mauritius den dag i dag, stadig er stærkt influeret af fransk kultur, skikke og traditioner. Ligeledes kan mange mauritiere tilbageføre deres stamtræ til franske familier og mange franske familier har også et stærkt tilknytningsforhold til øen, blandt andet i form af ejendomme eller som yndet feriemål.
Det nye styre arbejdede målrettet på at styrke øens økonomi. Blandt andet gjorde man Port Louis’ havn til frihavn for skibe af alle nationaliteter, ligesom man udbyggede infrastrukturen og forbedrede fødevareproduktionen. I 1835 ophævede øens guvernør også slaveriet. Ophævelsen fik stor betydning for øens beboere, ikke blot for de omkring 70.000 slaver og plantageejerne som havde behov for billig arbejdskraft, men også for det store antal indere og kinesere som efterfølgende immigrerede til Mauritius og dermed ændrede det demografiske billede radikalt.
En hyppigt fortalt historie om slaveriets ophævelse går på, at styret sendte en delegation fra Port Louis til den ufremkommelige sydvestlige del af øen, hvor mange bortløbne slaver gennem årene havde søgt tilflugt. En gruppe bortløbne troede fejlagtigt, at delegationen var kommet for at tilfangetage dem igen og valgte istedet at kaste sig ud fra Le Morne-klippen, som derefter, udover sin karakteristiske form, har været kendt for den tragiske historie. Hvorvidt historien fortæller mest om menneskets frihedstrang eller snarere om hvilke forhold slaveriet gennem tiderne har budt mennesker skal stå usagt.
Området omkring Le Morne Brabant er stadig overvejende beboet af øens sorte og kreolske befolkning. Med sin kreolske kultur, fine strande og specielle natur med mangrovelignende områder og det karakteristiske Le Morne-bjerg, er området bestemt et besøg værd.
Efter ophævelsen af slaveriet havde ikke mindst den stadigt ekspanderende sukkerindustri, et nærmest uudslukkeligt behov for billig arbejdskraft, hvilket gjorde at immigranter fra en anden af imperiets kolonier, nemlig Indien, indvandrede i stort antal. I de følgende 40 år ankom tæt på en kvart million indiske arbejdere til øen og strømmen fortsatte også i årtierne derefter. I løbet af forholdsvis kort tid repræsenterede inderne derfor majoriteten af befolkningen og har efterfølgende haft afgørende indflydelse på alt lige fra kultur til politik og økonomi.
I 1968 blev Mauritius endelig en selvstændig stat. Landet havde dog allerede en forholdsvis lang politisk tradition bag sig. Allerede i 1936 dannedes Arbejderpartiet med rod i fagbevægelsen. Med sin stærke tilknytning til den indiske befolkningsdel blev partiet det største i landet og leverede da også Mauritius første premierminister lægen Seewoosagur Ramgoolam (bl.a. landets lufthavn er opkaldt efter Seewoosagur). Det skete dog allerede i 1961, da der blev oprettet en ny regeringsstruktur og på dette tidspunkt eksisterede der også et socialdemokratisk parti, så der var reelt tale om et to-partisystem. Mens Arbejderpartiet overvejende repræsenterede inderne, repræsenterede socialdemokraterne de franske og afrikanske efterkommere samt kreolerne.
Ved selvstændigheden var den oprindelige forfatning udfærdiget af briterne stadig gældende og Mauritius var faktuelt stadig en del af et monarki med dronning Elisabeth som statsoverhoved. Mauritius blev officielt en republik i 1992 hvor den første præsident blev indsat.
Republikken har som de fleste andre lande haft sine økonomiske og sociale udfordringer siden selvstændigheden, men overordnet må man sige, at man er kommet godt igennem dem på trods af de store etniske forskelle – eller måske er det netop ikke på trods af forskellene, men på grund af dem, for de mange befolkningsgrupper har altid forstået at samarbejde og har set sig som én nation.
Læs også om:
